I de seneste år har jeg siddet i hundredvis af offentlige møder og samarbejder. Stort set alle møder har haft elementer af implementering og udvikling i sundhedsvæsenet.
Min erfaring derfra er, at sundhedsvæsenet gerne vil teste nye løsninger. Man indgår partnerskaber, søger fonde, laver workshops og udvikler lokale pilotsamarbejder. Det er som regel både inspirerende og meningsfuldt.
Men når piloten eller forskningsforsøget slutter, bliver det svært.
Hvem tager ansvar for de næste skridt?
- Indkøbsafdelingerne inviteres sjældent ind i rummet
- Forvaltningerne ser ofte på økonomi og systemhensyn frem for evidens og patientnytte.
- Klinikker og behandlere, som faktisk er glade for værktøjet, mister indflydelse, når beslutningen rykkes op i hierarkiet.
Når piloten eller forskningsforsøget slutter, bliver det svært. For hvem skal tage de næste skridt?
.
Deloitte-rapporten
Deloitte-rapporten fra 2024 beskriver dette problem skarpt: Danmark er et land, hvor nye løsninger udvikles med fondsmidler og gode intentioner, men hvor udbredelsen går i stå. Barriererne handler om:
- Manglende strategisk prioritering: Der findes ingen fælles enighed om, hvilke behov der er vigtigst.
- Skæve incitamenter: Det er lettere at få midler til at starte nye projekter end at få støtte til implementering af det, der allerede virker.
- Fragmenteret økosystem: Innovation foregår i siloer, og der mangler governance, der kan binde det hele sammen.
For det betyder, at vi redder liv
Minplans erfaring
For Minplan betyder implementeringskløften, at vi i dag har et redskab, som behandlere og patienter værdsætter og bruger, men som vi ikke kan få indkøbt systematisk. Vores værktøj bliver “klunset” og brugt – og det er jeg faktisk glad for! For det betyder, at vi redder liv.
Men uden adgang til indkøb er det svært at bygge en bæredygtig forretningsmodel. Dermed bliver det også svært at fastholde udviklingen, sikre kvaliteten og udbrede løsningen til alle i Danmark, der kunne have glæde af den
Hvordan vi kan bygge bro over kløften
Hvis vi vil løse implementeringskløften, kræver det et opgør med den måde, vi tænker innovation på i sundhedsvæsenet. Hvis vi vil dæmme op for problemet, kan vi på det mere praktiske niveau sørge for, at:
1, Samle de gode eksempler i klinikken. Idéudvikling, sparring, indkøb og implementering skal ske ude hos fagpersoner og i de faglige netværk – tæt på patienterne – ikke centralt i administrationen eller hos konsulenter. Hvis ikke projektet giver reel værdi for dem, der skal bruge det, så får det aldrig luft under vingerne.
2, Give ansvar til indkøb og fagfolk. Indkøbsafdelinger og klinikere skal have det reelle ansvar, mens mellemledere og forvaltninger trækkes ud af ligningen. Processerne skal være værdistyrede ud fra, hvad der skaber værdi for borgere og fagprofessionelle – ikke drevet af bundlinje, hierarkier eller politisk profilering.
3, Sundhedsrådene påtager sig det overordnede ansvar. I implementeringsøjemed kunne de nye sundhedsråd have opgaven at sikre overblik, budgetansvar og politisk forankring af disse værdiskabende projekter, så strukturen skabes for, at de gode projekter kan få ben at gå på.
Hvis vi vil skabe et sundhedsvæsen, hvor innovation ikke bare testes, men faktisk skaleres, kræver det mod til at ændre styringen. Det handler ikke om flere pilotprojekter – men om at få mere ud af dem, vi allerede har.
Relatede artikler
De 10 største grunde til at velfærdsteknologiprojekterne ikke lykkes.
Den største misforståelse: Kommunerne forveksler digitalisering med velfærdsteknologDen allerstørste grund er først og fremmest den udbredte misforståelse, at der sker en sammenblanding af digitalisering og velfærdsteknologi som én og samme sag. Det er en stor...
Sundhedsråd som arena for opgøret med systemets blinde pletter
Fra passiv patient til aktiv partner. Adgang til egne sundhedsdata er ikke blot en praktisk teknisk løsning, men et udtryk for ønsket om større inddragelse og ligeværd, som peger mod en grundlæggende kulturændring. Sundhedsvæsenet har historisk været organiseret...
Når livskvalitet drukner i sundhedsdata
Sundhedsvæsenet har gennem årtier været præget af reformer. Med kommunalreformen i 2007 blev de fem regioner skabt og fik ansvaret for sygehusene, mens kommunerne overtog en stor del af forebyggelsen og rehabiliteringen. For at binde systemet sammen kom...