De 10 største grunde til at velfærdsteknologiprojekterne ikke lykkes.

Den største misforståelse: Kommunerne forveksler digitalisering med velfærdsteknolog
Den allerstørste grund er først og fremmest den udbredte misforståelse, at der sker en sammenblanding af digitalisering og velfærdsteknologi som én og samme sag. Det er en stor misforståelse.

Når kommunerne investerer i digitalisering, sker det, fordi de skal sikre bedre kontrol, styring (vagtplanlægning), dokumentation (sundheds-it), sagsbehandling (sundheds-it), kvalitet (FS3, nødkald) og planlægning.

Når kommunerne investerer i velfærdsteknologi, sker det, fordi de vil hjælpe med at bevare eller udvikle en velfærdsydelse for én eller flere målgrupper. Det er ikke den samme sag – og det kalder på helt forskellige fagprofessionelle kompetencer.

Digitalisering i kommunerne er top-down-styret med en central projektleder, der sammen med en projektgruppe og en styregruppe analyserer, realiserer og gennemfører projekt efter projekt. På grund af denne top-down-metode er der stort set intet fokus på forandringsledelse og på serviceringen af medarbejdere eller borgere, der forventesr udførte deres arbejde på én måde, og nu skal til at udføre det på en anden måde.

Velfærdsteknologiprojekter er derfor fuldstændig omvendte. Når kommunen investerer i velfærdsteknologi, er det en misforstået og forfejlet strategi at udpege en central projektleder i toppen af pyramiden og give vedkommende ansvaret for udrulningen af fx spiserobotter. I det hele taget er det misforstået, når kommunerne vælger at investere i spiserobotter, hvis projektet ikke er født ud fra et lokalt fagprofessionelt ønske.

Velfærdsteknologi er individuelt orienteret mod borger eller medarbejder og har til formål at fremme uafhængighed, reducere adfærdssymptomer, forbedre trivsel, styrke livskvalitet og mindske stress. Derfor er det vigtigt, at energien og ledelsen af velfærdsteknologiprojekterne sker decentralt blandt de borgere eller medarbejdere, der oprindeligt har behov for teknologien.

Endvidere er det vigtigt, at medarbejderne omkring velfærdsteknologiprojekterne arbejder ud fra en forbedringsmodel, såsom Plan–Do–Study–Act-hjulet (PDSA).

Jeg er godt klar over, at kommunerne gerne vil høste hurtige frugter og se positive business cases ved hver investering. Men den overordnede præmis er, at vi om 15–20 år vil stå over for en alvorlig personalemangel på mange sundhedsområder. Kommunerne har kun lige skrabet overfladen af teknologiens muligheder, og man må derfor indse, at det koster penge på den korte bane for at tjene penge på den lange bane.

De fagprofessionelles ti nøgleansvar i succesfuld implementering af velfærdsteknologi
De 10 største grunde til, at velfærdsteknologi ikke lykkes, skal findes i placeringen af ejerskab, ledelsen og i de decentrale fagprofessionelles kompetencer. Medarbejderne skal mange steder radikalt nytænke deres omsorgsopgaver, således at:

1, Medarbejderen selv skal skabe mening om teknologien – først alene og senere sammen med borgeren – på en måde, så borgeren køber ind på idéen og vælger at adoptere teknologien.

2, Den enkelte medarbejder har et én-til-én-ansvar for, at borgeren lærer at bruge teknologien.

3, Den enkelte medarbejder har et fagligt ansvar for, at teknologien ikke skader den enkelte borger.

4, Medarbejderen har et ansvar for, at teknologien gavner borgeren, så værdien faktisk hjemtages.

5, Når borgeren bliver dårligere eller pludselig vælger at modarbejde brugen af teknologien, skal medarbejderen kunne håndtere det med faglighed, personligt diplomati og relationskompetence.

6, Det faglige personale skal være kreativt og innovativt i opgaven, så borgeren får fuld glæde af teknologien.

7, Et tværfagligt samarbejde mellem flere forskellige fagpersoner omkring borgeren skal kunne lykkes.

8, Screeningen og matchningen af borgere og teknologi skal være optimal, da mange borgere ikke har uendelig tålmodighed. Medarbejderen skal derfor tænke borgerens livshistorie, situation og værdier ind.

9, Medarbejderen skal konstant tænke velfærdsteknologi ind i afhjælpningen af borgernes udfordringer.

10, Den enkelte medarbejder på gulvet, som til daglig har ansvaret for, at borgerne plejes og hjælpes optimalt, skal kunne håndtere de modsætninger og faglige overvejelser, der opstår, når vedkommende også bliver en slags ”fremskudt salgsarbejder” – en rolle, som kan være interpersonelt konfliktfyldt.