Det offentlige efterspørger innovation – men kvæler den selv

Danske offentlige midler går til udlandet

På den anden side står iværksættere, forskningsbaserede spin-offs og innovationshubs, der konstant banker på kommunernes og regionernes døre, men sjældent får adgang.

Det paradoksale er, at mange hubs og projekter modtager økonomisk støtte fra både erhvervslivet og offentlige midler, eksempelvis fra Innovationsfonden, der netop har vurderet, at projekterne har lovende karakter og burde testes. Testen foregår typisk som pilotprojekter med en faglig ildsjæl i et offentligt miljø, der får lov til at afprøve idéen lokalt. Men når pilottesten er afsluttet, og det succesfulde projekt burde skaleres, så møder virksomhederne de etablerede magtstrukturer, som i sidste ende lukker projekterne ned.

Innovationshubs og testmiljøer forsøger at hjælpe, men uden adgang til beslutningskraft og budgetter har de ingen reel indflydelse. Samtidig tøver danske investorer med at støtte og investere i disse små virksomheder, fordi de ved, at det offentlige sundhedssystem er et lukket land og sjældent samarbejder. For at overleve flytter mange startups hurtigt ud af landet, og de offentlige innovationsmidler ender dermed med at gavne borgere i andre lande.

Pointen er paradokset i at vi i Danmark har masser af idéer og stærke faglige miljøer, men vi mangler reel governance, incitamenter og implementeringskraft.

Kvalitet uden adgang – innovationens blindgyde

Et forsøg på governance er etableringen af Nævnet for Sundhedsapps, som ses som en aflastning af det offentlige ved at sikre, at virksomheders digitale løsninger lever op til Lægemiddelstyrelsens standarder. Nævnet er nu i drift, og virksomheder bruger betydelige ressourcer på at komme igennem denne barriere. Men problemet er ikke løst: selv når en løsning lever op til Lægemiddelstyrelsens krav, er der ingen garanti for, at den får adgang til offentlige samarbejdspartnere. Dermed bliver nævnet endnu et offentligt lag, der lægger arbejdet over på virksomhederne uden at tage ansvar for de manglende incitamenter til innovation og samarbejde i det offentlige.

Et skrækscenarie ville være, hvis kommuner og regioner fremover bruger en manglende godkendelse fra nævnet som begrundelse for at holde døren lukket for virksomheder, der faktisk står med løsninger, som kan fremme innovation og skabe udvikling for bestemte patientgrupper.

En anden måde at holde de små virksomheder ude på er at stille krav om forskellige it-infrastrukturer og tekniske standarder, allerede inden regionen har besluttet at købe deres service. Dermed står virksomhederne ofte med gode, evidensbaserede løsninger til gavn for borgerne, men uden mulighed for at rejse den nødvendige økonomi til at leve op til de mange forskellige krav på forhånd.

En mere logisk rækkefølge ville derfor være at løse innovationsproblemet i det offentlige først. Skab incitamenter der åbner for innovation og samarbejde, brug derefter Nævnet for Sundhedsapps og andre krav som en reel løftestang for kvalitet i stedet for barrierer.

Hvad der står på spil

Når innovation drukner i bureaukrati, er det ikke kun virksomhederne, der taber. Patienterne mister adgang til nye løsninger, som kunne forbedre behandling og livskvalitet. Personalet står tilbage med et system, der beskytter sig selv i stedet for at opsøge de faglige miljøer efter løsninger, der reelt gør en forskel.

Nævnet for Sundhedsapps illustrerer problemet. Intentionen er kvalitet, men barrieren betyder, at innovative løsninger bliver kvalt i arbejdet længe før de har fået økonomisk fodfæste og bagefter står de stadig uden adgang til at sælge til regioner og kommuner.

Life Science Rådet, Danske Regioner og Lægeforeningen peger alle på behovet for et skifte: innovation skal være en kerneopgave, og de løsninger vi allerede ved virker, skal skaleres og udbredes. Deloitte har tilsvarende vist, at systemet i dag belønner nyudvikling fremfor udbredelse, og derfor får sundhedsvæsenet ikke gavn af de løsninger, der allerede er klar.

Vejen frem

Hvis vi vil bryde mønsteret, må de kommende nye sundhedsråd tage kampen op. De bør ikke kun være et forum for kommunale og regionale politikere, som skal nedbryde sektoropdelingen og skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Der bør lægges mange kræfter i at sundhedsrådene bliver stedet, hvor ny viden, forskning og virksomheder får reel adgang til at præge udviklingen.

Ellers risikerer vi, at sundhedsreformen blot bliver endnu en strukturændring, der fastholder magten i lukkede kredsløb, mens innovationen fortsat må stå udenfor og banke på.